Det ser fredeligt ud, men bag kulisserne er der gang i intrigerne. Valget til det nye Skt. Johannes menighedsråd er hård og dramatisk. (Foto: Pernille Høy Malmstedt (arkiv))
Af Ulrich Wolf
.
Onsdag
den
5. november 2008, 09:28
NØRREBRO: I de fleste sogne rundt om i København bliver menighedsrådsvalget den 11. november en helt fredelig affære. Fredsvalg og ro på bagsmækken kendetegner årets valg.
Men som i mange andre sammenhænge, så er det lidt specielt på Nørrebro. Her er der gang i to kampvalg, og især i det ene sogn, det sammenlagte sogn bestående af de tidligere Simeons og Skt. Johannes Sogn, er der mere end almindeligt gang i valg-kampen.
To lister er stillet op, Fælleslisten og Skt. Johannes listen. Og valgkampen er allerede nu ganske heftig. Det fyger gennem luften med beskyldninger om urent trav, kup og fordrejning af fakta. Der er endda kommet en politianmeldelse for vold ud af det hele.
Det hele begyndte med, at sognene skulle lægges sammen. Det store Skt. Johannes Sogn og det meget mindre Simeons. Der skulle opstilles kandidater til det nye sammenlagte sogn, og for at dele sol og vind lige, blev opstillingsmødet til det nye menighedsråd, afholdt i Skt. Johannes-gården.
Men det gik hverken værre eller bedre, end at de fleste på Fælleslisten var folk fra Simeons sogn, hvilket fik spekulationerne om et kup til at florere.
Folkene fra Skt. Johannes mente ikke, at det var rimeligt, at folkene fra Simeons skulle bestemme over steder i Skt. Johannes Sogn, som de intet har med at gøre.
Derfor opstod der endnu en liste, nemlig Skt. Johannes listen, der angiveligt vil i en anden retning end den oprindelige Fælleslisten.
"Vi mente ikke, at det var hensigtsmæssigt, at det kun var Simeons folk, der skulle bestemme, hvad der skal ske i vores sogn. Vi følte, at vi blev kuppet ved opstillingsmødet. De stemmede folk sammen på en måde, der lå helt uden for normalen og endte med, at et sogn, der er den halve størrelse af Skt. Johannes, sad på det hele. Det kunne vi ikke acceptere," siger Claus Midjord, formand for Skt. Johannes Kirke og opstillet på den 'alternative' liste.
Men beskyldningerne om et kup afvises af Charlotte Mejlshede fra Fælleslisten.
"Jeg kan ikke se, at der skal være tale om et kup - tværtimod har de to menighedsråd i fællesskab gennem de seneste måneder arbejdet på at skabe en 'vi'-følelse frem for en 'os'- og 'dem'-følelse. Opstillingsmødet blev afholdt i Johannesgården i hjertet af Sankt Johannes Sogn, så hvis nogen skulle have mulighed for at 'kuppe', så er det da Sankt Johannes Sogn, hvis det var det, det handlede om. Men fakta er, at der rent faktisk er mindst lige så mange kandidater fra det nuværende Sankt Johannes Sogn menighedsråd på Fælleslisten, som på Sankt Johannes Listen, så om det handler om et kup, vil jeg tillade mig at betvivle," siger Mejlshede.
Men efter de to lister er stillet op imod hinanden er det ikke blevet bedre.
Begge lister påstår, at de vil gøre det bedste for sognet og sørge for, at kirken bliver attraktiv i sognet.
"Simeons-folkene er vant til at hygge sig og have det rart. Det er godt nok, men de vil bevare det traditionelle. Vi er mere progressive og vil forny kirken.Vi vil have Kirkehøjskole og koncerter, og vi vil bruge nettet langt mere aktivt. Vi vil lægge gudstjenester ud på nettet, og der skal være åbent for kommentarer og debat på nettet. Vi vil åbne os," siger Claus Midjord, der også påpeger, at hans liste vil bevare legestuen på Skt. Hans Torv.
Men det modsiges ikke overraskende af Charlotte Mejlshede fra Fælleslisten.
"Det passer aldeles ikke. Vi er en meget åben og aktiv gruppe mennesker, der vil gøre alt for, at vi får en kirke for alle aldersgrupper. Det må da siges at være progressivt, at få flest muligt med i det lokale kirkeliv," siger hun. For hende handler det om, at det er kultur, der adskiller folk.
"Vi er ikke vant til den omgangstone, som vi oplever for tiden. Vi er vant til at kunne tale om tingene i fordragelighed. Den tone, vi er ude for nu, er absolut ikke for sarte sjæle. Aldrig har vi været ude for, at en person har givet en anden en lussing med en politisag til følge, som nu, hvor en af kandidaterne fra Johanneslisten har svunget en lussing til en af kandidaterne fra Fælleslisten," siger Charlotte Mejlshede.
Også Lasse Hultberg, nuværende næstformand i i Sankt Johannes Sogns menighedsråd, og nu opstillet på Fælleslisten mener, at det handler om de gamle og de nye tider i sognet.
"Der var to af de opstillede kandidater fra det tidligere Sankt Johannes menighedsråd, der ikke kom ind på Fælleslisten, og det var simpelthen, fordi de ikke repræsenterede de holdninger, som gælder for borgerne i sognet. Vi har at gøre med en mere gammeldags og rigid opfattelse af kirkens arbejde, hvor vi mener, at vi er mere moderne og 'unge' i vores tilgang til kirken," siger Lasse Hultberg, der samtidig på det kraftigste afviser, at man har planer om at fjerne legestuen.
"Det har absolut intet på sig. Vi vil tværtimod udvide tilbuddene til børnefamilierne. Så det er grebet ud af luften," påpeger Lasse Hultberg.
Manden der angiveligt svang lussingen er Claus Midjord, der ikke vil kommentere meget på den sag.
"Det var et uheld og ikke noget, jeg tillægger den store betydning. Men jeg vil ikke kommentere det yderligere, så længe der er en sag på det. Men det var et uheld og jeg har beklaget det," siger Claus Midjord.
Så let ser man ikke på det hos Fælleslisten, hvor man netop mener, at den adfærd er et udtryk for den omgangsform, som man ikke kan acceptere.
Men uenigheder, sager og forskelligheder til trods er begge kandidater enige om, at efter valget må den primære opgave være at få samlet sognet.
"Jeg mener ikke, at der er nogen deciderede personlige stridigheder. Jeg har ikke noget personligt imod nogen.Vi skal kunne mødes og finde fælles fodslag, så det nye sogn kommer til at fungere, og det tror jeg sagtens, at vi kan," siger Claus Midjord.
Sådan ser Charlotte Mejlshede næsten også på det.
"Vi skal da kunne se hinanden i øjnene bagefter, det er klart. Der er ikke nogen som ønsker det her. Vi har da også en god dialog med mange i sognet, men jeg kan godt have min tvivl om ham, der i arrigskab stak en lussing, vil være i stand til at finde det fælles fodslag. Men det er vigtigt, at vi kan bygge bro fremover," siger Charlotte Mejlshede.
Under alle omstændigheder er fronterne trukket skarpt op til det kommende valg, og der vil efter alt at dømme være meget at tage fat på for et nyt menighedsråd i det sammenlagte sogn.