(Foto: Klaus Sletting)

Amparo gennem byen

Amparo kører dagligt ad Nørrebrogade med hundredvis af køben-havnere. Hun er chauffør på linje 5A og den sidste hoved-person i Lokalavisens portrætserie

Julie Bang .
Onsdag den 29. oktober 2008, 06:00

Amparo starter dagen klokken fem i den store garage på Avedøre Holme. Så kører hun gennem byen med 'ikke i rute' skiltet på til Husum Torv, hvor hun sørger for at skiltet viser '5A'. Amparo har kørt ruten siden 1979 med enkelte afstikkere til andre ruter.

Hun er en af de 150 chauffører, der sørger for at fragte stimer af københavnere frem og tilbage mellem Husum Torv og Sundbyvester Plads. De allerfleste stiger enten på eller af langs Nørrebrogade. Fire gange kører hun turen frem og tilbage på en vagt.

Bussen, der forlader Husum Torv klokken 7.14, er fuld af håndværkere i blå og hvide, mere eller mindre plettede arbejdsbukser og arbejdssko. Der er de helt unge med hovedtelefoner og hættetrøje og de ældre mænd med brede hænder, nogle af dem røde i hovederne af frisk luft og måske også bajere.

Blandt kvinderne er variationen større. Der er både afro-fletninger, kunstfærdige opsætninger og tørklæder. En kvinde i sort chador ser medlidende på den eneste, der tilsyneladende ikke skal på arbejde: en mand i fyrrerne med fuldskæg og øreklaphuen bundet stramt under hagen, som har krøllet sig sammen på bagagehylden med en øldåse i hånden.

Da vi kommer nærmere Dronning Louises Bro, kommer der flere og flere computertasker.

Alle ansigter er søvnige, og ingen siger noget. Der er mange, der har vådt hår endnu.

De eneste, der virker friske, er to cirka ni-årige drenge, der er kørt med hele vejen fra Husum. De har instrumenttasker med og taler højlydt om, hvordan de har tænkt sig at opfinde et teleportations-system, så de ikke behøver at tage bussen, når de bliver voksne.

Amparo smiler stille og lytter til snakken bag sig.



Damen på trappen ved Sankt Ansgars kirke kigger drømmende efter bussen fra sin kludebunke og skåler med sin tomme flaske af passagererne. Hun sidder da også lige i den solstribe, der krydser Nørrebrogade fra Fælledvej.

Bussen kører ud på Dronning Louises Bro og bliver badet i efterårssol. En horde af cyklister kører forbi vinduet.

Amparo tager sine solbriller frem og smiler af vejret. Rattet ser kæmpestort ud mellem hendes hænder.

"Det går lige. Men havde jeg været bare to centimenter lavere, ville jeg ikke kunne være buschauffør, for så ville jeg ikke kunne nå pedalerne," griner hun.

Amparo kom til Danmark i 1972. Hun og hendes søster havde forladt Valencia, hvor forældrene havde et lille landbrug, for at arbejde som stuepiger og servitricer på et turisthotel på Mallorca. På deres stambar 'Mexico-bar' mødte hun sin første mand. De forelskede sig, hun tog til Danmark, og de blev gift næsten med det samme.

I Danmark startede hun med at arbejde med rengøring, det eneste hun kunne finde på som ufaglært.

"Men så en formiddag kom en af min mands venner og drak en kop kaffe og så sagde han "Amparo, hvorfor bliver du ikke buschauffør, du der så godt kan lide at køre?". Og det gjorde jeg så, og det har jeg aldrig nogensinde fortrudt."

Amparo insisterer på at hun er fremmedarbejder.

"Jeg synes det er noget pjat dette her med at man skal hedde nydansker. For jeg bliver aldrig nydansker. Herinde… der er jeg spansk", siger hun og banker med knyttet hånd på sit spinkle bryst.

Når hun udtaler ordet "spansk", stikker hun tungen en lille smule frem mellem fortænderne. Ellers har hun ikke meget accent tilbage. Men er alligevel hverken dansk eller nydansk og brevstemmer til valgene hjemme i Spanien.

På Amagerbrogade er næsten alle passagererne lyshårede og blege. Først der opdager man, hvor mange forskellige hudfarver passagererne havde ude på Nørrebrogade.

Vi når frem til Sundbyvester Plads, og Amparo får sig en smøg. Hun giver sin afløser, en nydansk mand, et let klem. "Han er også fremmedarbejder," siger hun og griner.

"Da jeg startede, der var vi et eksotisk indslag. Dengang var der kun mig, tre tyrkere og et par jugoslaver, der kørte denne her bus. Men i dag er der kun 40 ud af de 150 chauffører der kører på linie 5A, som er danskere. Vi har overtaget det hele."

Hun skodder smøgen og stiger på en ny bus, tilbage gennem byen til Nørrebro, og Nordvest mod Husum Torv. Hun undviger med nød og næppe "Morfars Pølsevogn", der er på vej gennem morgentrafikken

På vej tilbage gennem Nørrebrogade, er det mest ældre mennesker der stiger på. Klokken er blevet 9.20 og dem der har et arbejde er efterhånden nået frem. De ældre mennesker siger, modsat de andre, godmorgen.

"Jeg kunne bedre lide det før i tiden. Da dette her var et arbejderkvarter. Der sagde alle "Godmorgen chauffør", og "hav en god dag, chauffør". Det er blevet mindre respekteret at være chauffør. "Nu er der ingen prestige i jobbet. Nu tænker folk bare at det er os der ikke kan en skid andet der bliver chauffører. Før i tiden blev det set som et ærligt arbejde, og det blev du respekteret for."

Amparo er også ret sikker på, at der er mindre fis og ballade nu til dags. Hun tror det er fordi folk er blevet mere bange for at sige det forkerte og fornærme hinanden nu når så mange forskellige slags mennesker skal bo i det samme kvarter. Og det savner hun, det der med at vitserne flød i en lind strøm fra passagererne.

"Dengang sagde de for eksempel "nej hvad er du for en fin lille dame?" og kneb mig i kinden." eller "kan du godt nå pedalerne?" Så kunne jeg godt finde på at sige "Scch, det må du ikke fortælle, men det kan jeg faktisk ikke. Det kunne jeg godt lide, men det tør folk ikke mere."

Noget af det hun ikke savner er den gamle uniform. Den var rødbedefarvet med en gul skjorte og høj, rødbedefarvet kasket til. Så befinder hun sig bedre i sine bukser og sin vest.

"Jeg er glad for mit job. Her er jeg kaptajn og kan sidde og kigge på det hele. Der er ikke nogen der blander sig og man ser hele tiden noget nyt selvom man kører forbi det samme igen og igen. For det samme hjørne ser ikke ens ud to gange.

I bussen har klientellet ændret sig igen.

"Nu er det mest dem uden arbejde", siger Amparo.

Der er krykker, træningsbukser, rollatorer og slørede blikke. Folk går langsommere og ser ikke ud til at have travlt.

Da vi igen når Husum Torv er busstoppestedet blevet overtaget af fem mænd, der drikker øl. De er allerede godt snalrede.

"Op med armene. Ligesom Kessler. Buschaufførernes nummer ét", råber de da Amparo bliver fotograferet" og får hende til at grine.

Hun vinker og hilser på de andre chauffører der stiger af og på. De er asiater og arabere og danskere og tykke og tynde, men alle sammen mænd. Det er ikke dem alle hun kender, for der er stor udskiftning. Mange kan ikke holde til jobbet fordi de bliver stressede eller fordi de er bange for at blive overfaldet.

Amparo synes det er noget pjat med al den snak om stress. Og hun er ikke bange for at blive overfaldet. For selv om hun er lille føler hun at hun kan klare hvem som helst mentalt.

"Det jeg gør er at jeg giver folk ret selvom de er skøre i bolden. Men nogle gange så kan du også tro jeg kan blive gal og tosset. Jeg finder mig ikke i noget", siger hun og tænder en smøg.

Solen bager ned på Torvet.

"Jeg fryder mig hver gang der kommer en lille solstråle. Og så savner jeg Spanien, men jeg vil ikke tilbage og bo der. Jeg er fremmed der også. Når mine niecer og nevøer begynder at tale, siger jeg til min søster: "Lola, hvad siger de, jeg forstå ikke et ord af det." jeg taler spansk som de gjorde for 36 år siden. Så derfor har jeg bestemt at jeg er spanier, men at dette her er mit hjem."

Hun slukker smøgen, hanker op i tasken og stiger på den næste bus. Inden hun kører afsted sørger hun for at skrue sædet helt op og frem så hun kan nå pedalerne.

Print artikel - Send artikel