Poul Damgaard, KFUM
.
Onsdag
den
24. september 2008, 22:19
NORD-VEST: Da dommeren lørdag eftermiddag fløjtede kampen mellem Amager FF og Boldklubben Fix af, fløjtede han samtidig KFUM's førstehold op i Københavnsserien. 2-2 endte matchen mellem to af KFUM's nærmeste forfølgere i serie 1, og da KFUM selv havde tidligere på eftermiddagen havde vundet 4-1 over ØKF, så er træner Carsten Rusts tropper så langt foran de øvrige hold, at oprykningen er sikret, selv om der resterer fire spillerunder.
Blot to nederlag er det blevet til i 22 turneringsrunder, så selvtilliden er på plads forud for returen til Københavnsserien, som KFUM rykkede ned fra for to år siden. I foråret 2009 spilles kun en halvsæson i Københavnsserien, og så er der med turneringsomlægningen adgang til direkte oprykning til Danmarksserien.
KFUM var ellers længe om at få gang i målscoringen på Kløvermarken mod ØKF, Øresundskollegiets Boldklub, trods stor spillemæssig dominans gennem næsten hele kampen. Modstanderne stod taktisk solidt på egen banehalvdel, men var sjældne gæster hos KFUM-keeper Claus Grandt.
Første halvleg endte målløs, og der skulle gå endnu et lille kvarter, inden Kristian Gudme var på pletten tæt foran mål og dirigerede en aflevering fra Kristian Nielsen i nettet – på hovedstød, som er blevet Gudmes scoringsvaremærke på det seneste.
Et kvarter senere gjorde indskiftede David Metzon det til 2-0, da han elegant vippede bolden i vejret med højre fod og i hamrede den i nettet med venstre.
ØKF gav dog ikke op og kom i det hele taget mere frem på banen i anden halvleg. En reducering med små ti minutter igen gav anledning til en offensiv fra hjemmeholdet, som for en stund gav trængsel foran KFUM-målet og pludselig spænding om resultatet. Men KFUM slog kontra med to scoringer i slutminutterne. Først ved Mikkel Hansen på straffespark, som ØKF-målmanden begik mod Brian Jensen og fik rødt kort for. Og til sidst 4-1 ved indskifter Aksel Petersen.
Kristian Gudme blev kåret til dagens mand hos KFUM i skarp konkurrence med venstreforsvareren Nicolai Moustgaard.
Udover oprykningen kunne KFUM-lejren også glæde sig over, at klubbens andethold med en sejr på hele 11-0 over Valby FF konsoliderede førstepladsen i serie 3 og dermed også ligger til oprykning.