(Foto: Klaus Sletting)
Laber larve i retro indpakning
Julie Bang
.
Onsdag
den
24. september 2008, 22:17
Elinor sidder på en stol i solstriben ved vinduet og nyder solen.
"Jeg kan ikke få varme nok", sukker hun og strækker begge sine fødder med de guldfarvede ballerinasko ud i luften foran sig.
Farvestrålende bluser og nederdele i store størrelser flagrer i vinden på stativet uden for vinduet.
Butikken i Mimersgade 62 står fuldstændigt, som da den åbnede i september 1964. Selv gulvtæppet med roser på og de sort-hvide billeder af mannequiner er de samme som dengang.
"Husk på, at alt dette her var smadder moderne da jeg indrettede mig. Dengang skulle der være brunt træ over det hele. Og sænkede lofter. Men nu er det jo retro", smiler hun tilfreds.
En mikrobølgeovn bipper ude bagved, og hun rejser sig adræt fra stolen. I baglokalet har hun indrettet sig med bløde møbler og lamper, der giver det mørke rum et varmt, gult lys. Og så er der reoler med bøger. Masser af bøger.
"Juli og august er mine bedste måneder. Så læser jeg. Jeg læser krimier. Og jeg har også lige læst den der fra Afghanistan, Drageløberen. Der sad jeg her i butikken og græd."
Hun tager sin tallerken ud af ovnen. Hver dag står den på havregrød med sødetabletter, for Elinor Infred har alle dage været en laber larve, og det har hun tænkt sig at blive ved med at være.
Elinor blev døbt Inga Frederiksen og voksede op på en gård på Lolland. Men som ung, nyuddannet boghandlermedhjælp blev hun en dag opdaget af en engelsk filmmand på Strøget. Snart fik hun sit livs rolle som den prostituerede Anita i filmen 'Villa Vennely'.
"Jeg optrådte kun iklædt sort BH og sorte trusser. Det var jo helt eventyrligt dristigt dengang. "
Elinor spærrer de sminkede katteøjne op og udtaler ordet dristigt præcis som i de gamle film.
"Da filmen kom frem var der lange køer uden for biograferne, og mændene gik amok. De smadrede udhængsskabene for at stjæle fotografier af mig. Og folk kom helt fra Sverige for at se den, for den var forbudt derovre. Filmen gik uafbrudt i tre år."
Men Elinors kæreste var sømand, og en dag ringede han hjem fra Rotterdam. Han var fortvivlet, fordi de andre på skibet havde billeder af hans pige klistret op over deres køjer.
Så sagde hun nej tak til en rolle i "Stenbroens Helte", og åbnede sin egen forretning for de penge, hun havde tjent.
"Jeg havde jo prædikatet en fræk pige, så jeg tænkte at det ville være klogt at åbne en undertøjsforretning. Og butikken blev en mægtig succes, for alle ville jo se giraffen. Se og Hør rapporterede fra åbningen."
60'erne var opgangstider. For Mimersgade og for Elinors butik.
"Servitricerne kom herind efter arbejde på vej i byen for at danse, og så købte de et sæt friskt undertøj og bad om at få det gamle smidt direkte i skraldekurven. Sådan var det dengang. Alle i gaden havde arbejde og masser af penge mellem hænderne."
Hun boede i de små rum, hvor hun i dag har sine prøverum og sit kontor, indtil hun giftede sig i 1970. Og hun faldt hurtigt til blandt gadens fabriksarbejdere og deres koner.
"Her i gaden kunne jeg sagtens være i fred for mændene. De var jo så forelskede i deres store, dejlige, tykke koner. De kaldte dem min smukke og sagde er hun ikke dejlig?"
Med årene lavede Elinor forretningen om til kjolebutik, og den udviklede sig til et helt butiksimperium. I storhedstiden i slutningen af 1970'erne havde hun 36 ansatte seks steder i byen.
Senere, da moden skiftede og manden blev syg i 80'erne, måtte hun dog drosle ned. I dag er der kun butikken i Mimersgade 62 tilbage.
"Før Irma åbnede i Bragesgade i 1972, var der jo butikker hele raden hen. Men så gik det stærkt. Irma var jo billig i starten. De lukkede alle sammen, og jeg ved ikke, hvor de blev af. Der kom et par canadiske damer ind i min butik den anden dag. De havde været her for 40 år siden, og dengang var det også mig, der stod på samme sted, derovre bag disken. Men nu er jeg det eneste fra før, som de kunne genkende, sagde de. Alt det andet er jo væk."
I gaden er der ikke så meget liv andet end de unge, der går og keder sig og laver ballade.
"Kvinderne fra dengang flyttede alle sammen ud til Herlev, til Ishøj, Albertslund, Rødovre eller Hvidovre… de kommer her slet ikke mere."
Men selvom der ikke er så mange kunder som før, så er der heldigvis en del, som er trofaste. De heldigste får lov til at bladre i scrapbogen i baglokalet.
Og så er der bejlerne, der er dukket op efter mandens død.
"Alle de gamle kærester fra Lolland er kommet myldrende frem", siger hun med et grin.
Hun vil dog ikke høre tale om at gifte sig, for hun vil ikke risikere at skulle pleje en syg mand igen. Så vil hun hellere have lidt fred til at læse og passe sin butik.
Og Elinor regner med at blive i Mimersgade i mange år endnu.
" Jeg elsker min butik, og jeg ønsker mig at dø her. Helst vil jeg have, at man bare pludselig en dag kan læse i Lokalavisen, at en gammel dame er fundet død i baglokalet til sin butik. Faldet om midt i sit arbejde med skoene på.", siger hun, mens hun vifter med de slanke ben med ballarinaerne og strækker sig veltilpas i stolen.
