Henriette Sø
.
Onsdag
den
3. september 2008, 10:11
Nørrebro United står uden træningsbaner, når tunnelarbejdspladsen overtager en stor del af det grønne område i Nørrebroparken i 2011.
Men nu har Københavns kommune beslutte at lave to nye fodboldbaner på den anden side af den række træer, der skiller tunnelarbejdspladsen fra området omkring cykelstien.
"Vi rører ikke græsarealet i hele 2010, og de nye baner vil stå klar i 2011, når plænerne bliver inddraget til tunnelarbejdsplads," siger Jørgen Poulstrup, der er områdechef i Center for Anlæg og Udbud i Teknik- og miljøforvaltningen og ansvarlig for stationer, pladser og andre anlæg over jorden i forbindelse med byggeriet af metroen.
Nørrebro United har endnu ikke fået en endelig udmelding fra kommunen om planerne for fodboldbanerne. Ifølge daglig leder af Nørrebro United, David Jacobi Ottosen, er klubben blevet inviteret til et møde hos kommunen inden så længe, hvor de vil få flere informationer om mulige løsninger, og bestyrelsen har endnu ikke taget stilling til beslutningen om at lægge to fodboldbaner på den anden side af trægrænsen i parken.
"Vi forventer stadig, at vi bliver informeret direkte af kommunen om deres planer for området," siger David Jacobi Ottosen.
Blandt de borgere, der arbejder for at bevare Nørrebroparken er der skepsis over for den løsning, som kommunen nu skitserer.
"Hele situationen belyser jo meget godt, hvad problematikken handler om. Der bliver mindre og mindre grønt for Nørrebros borgere at deles om, og det bliver jo ikke bedre af, at der så skal ligge to fodboldbaner der, hvor man i dag kan sole sig og slappe af," siger Sylvia Blazejowski fra beboergruppen Bevar Nørrebroparken.
Gruppen arbejder hårdt på at få kommunen overbevist om det rigtige i at flytte tunnelarbejdspladsen væk fra Nørrebroparken.
"Først beslutter de at lægge tunnnelarbejdsplads i parken og først bagefter går de i gang med at finde ud af, hvem der reelt bruger parken - og lancerer så den ene hovsaløsning efter den anden for at gøre skaden god igen," siger Sylvia Blazejowski.
Initiativgruppen Bevar Nørrebroparken havde efter redaktionens slutning møde med Metroselskabet og kommunen for at få svar på en række af de spørgsmål, som gruppen har.