Henriette Sø
.
Torsdag
den
21. august 2008, 06:00
Nørrebro: Metroselskabet er ikke herre over, hvor der skal placeres tunnelbyggepladser i forbindelse med metrobyggeriet.
Allerede da linjeføringen blev besluttet i 2005, lå det nemlig fast, hvor stationer og skakte skulle placeres, og det betød allerede på daværende tidspunkt, at Nørrebroparken var den eneste mulighed til placering af den tredje tunnelbyggeplads.
"Med den linjeføring, der er blevet valgt, er det ikke en mulighed at lægge tunnelbyggepladsen på DSB-arealet. Der skal både være en skakt og et tunnelkammer i forbindelse med arbejdspladsen, og det er der ikke på DSB-arealet. Hvis det område skal bruges, skal vi derfor grave en tunnel ind til den rigtige tunnel og en skakt, og den løsning vil efter min vurdering koste mellem en halv og en hel milliard kroner," siger Torben Johansen, der er teknisk direktør i Metroselskabet.
Tunnelarbejdspladsen skal placeres på selve linjeføringen, så der kører tunnelboremaskiner i to spor, og så det er muligt at skifte fra et hovedspor til et andet.
Ifølge Torben Johansen er det heller ikke en mulighed at gøre arealet, som der er afsat til tunnelbyggepladsen, mindre.
"Arealet kan ikke gøres mindre med de krav, som vi er blevet stillet i forhold til støj og øvrig miljøbelastning," siger Torben Johansen.
Noget af det, der skal være plads til på grunden er oplagring af jord. Al jord skal fragtes væk fra parken med lastbiler, men det er en forudsætning for byggeriet, at der ikke skal køre lastbiler med jord om aftenen og i weekenden. Det betyder, at der skal være plads til at oplagre det jord, der bliver opgravet over en hel weekend.
Beslutningen om linjeføringen - og altså placering af skakte, tunneler og stationer - er taget af Københavns kommune, Frederiksberg Kommune og staten i fællesskab. Og det fremgår også klart og tydeligt af udredningen fra 2005, at Nørrebroparken skal huse en tunnelarbejdsplads.